Har du nu husket at forkælet dig med en kop kaffe, skat?

I skovens dybe stille ro….

Jeg har måtte erkende, at det ikke kun er nødvendigt i mit liv at forventningsafstemme valget af kaffekopper, men også valget af fodtøj før en gåtur.

Jeg har måtte erkende, at det ikke kun er nødvendigt i mit liv at forventningsafstemme valget af kaffekopper, men også valget af fodtøj før en gåtur.

 

Ja lige indtil jeg kom forbi. For hele skoven og alle træerne hørte mine tydelige klynk og brok i god lang tid i går aftes.

Da vi i går kom hjem fra job i går, besluttede vi os for, at vi ikke skulle afsted med løbeklubben, men i stedet selv ville gå en tur. Her knækkede filmen så. Jeg måtte konstatere – som aftenen skred frem – at forventningsafstemning ikke kun er nødvendigt, når der skal købes nye krus til køkkenet. Det er også nødvendigt inden man ”går en lille stille tur” med kæresten.

Efter hans 15 år i militæret er en lille tur nok ikke helt de 2,5 km., som jeg, min påklædning, min hjerne og min blære var indstillet på.

Lidt inde i turen måtte jeg småløbe, for at holde trit med ham. Da jeg begyndte at småløbe – ja så satte han da selvfølgelig i løb. En mand er nok lidt ligesom en hund – klare kommandoer og kropssprog er nødvendigt for, at man forstår hinanden. I dette tilfælde var mit kropssprog nok ikke så klart, når jeg selv begyndte at småløbe….

Efter nogert tid indså jeg, at vi lige måtte pause farten en smule, så min hjerne og mund også kunne følge med – og få forventningsafstemt!

Egentlig vidste jeg, at kampen var tabt på forhånd, så det eneste jeg fik meddelt var, at hvis vi skulle ud på denne LIDT længere tur end forventet, så måtte jeg finde et træ, som ville dække for mig, min hvide popo og min blære.

Turen blev vel til 7-8 km. Undervejs spurgte jeg febrilsk og med en anelse panik i øjnene, hvor langt han regnede med turen ville være. Jeg tror spørgsmålet kom da han også mente at det høje tempo skulle krydres med løb (i hans tempo og ikke lunte-tempo som mit). ”Åh 4-5 km. tænker jeg, den er på”. Da mørket faldt på, og jeg ikke længere kunne se ret meget, indrømmer han så, at han vist havde glemt at dreje på turen, så vi skulle lige liiiidt længere.

Nu sidder jeg så her ovenpå en arbejdsdag, hvor jeg tydeligt har mærket mine trætte ben, hver gang mit korpus har bevæget sig forbi kaffemaskinen og væk fra kontorstolen. Jeg sidder lidt og glider hen i tankerne og funderer over, hvordan jeg kan have flyttet mig så meget, at jeg i det hele taget tør begive mig ud på denne friske tur med kæresten. Især når jeg ved, at fysikken ligger langt fra min. I gamle dage ville jeg have sat mig ned og fundet en årsag til at give op – og tude. Således ville selv den mest kyniske person og mest strenge træningspartner aldrig have nænnet at hive mig med ud igen. I stedet lovede jeg, da vi var næsten hjemme, at vi kunne tage turen igen søndag.

….. Ja altså hvis bare jeg når hjem i tide til Formel 1!

Kærligst Karen

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Har du nu husket at forkælet dig med en kop kaffe, skat?