I skovens dybe stille ro….

Forventet nedtur – blev til optur

Mit treat i går efter turen - lækker hjemmelavet gulerods- og æblejuice.

Mit treat i går efter turen – lækker hjemmelavet gulerods- og æblejuice

 

Kender I ikke det – man er vel egentlig sin egen værste fjende. Jeg er i hvert fald.

Som barn havde jeg en underviser i gymnastik. Husker hende tydeligt. Hendes yndlingssport var løb, og jeg var ikke motiveret til langdistanceløb. For mig var løb opvarmning til min judo træning eller noget man brugte, når man spillede rundbold. Skulle jeg løbe, så var det på rulleskøjter, og det er slet ikke det samme som almindeligt løb.

I de tidligste klasser blev vi hevet med på løbetur. Jeg vidste simpelthen ikke, hvordan man løb, så det gik ikke videre godt. Lidt inde i løbet fik jeg sidestik, og spurgte så underviseren, hvad jeg skulle gøre ved det…. Svaret? Du har sidestik fordi du er for tyk, og du kommer aldrig til at kunne løbe.

Her ville jeg så ønske at min stædighed havde støttet mig til at modbevise hende – i stedet tog jeg det med mig og indtil for nogle år siden, troede jeg, at det var sådan det var. Lige indtil jeg lærte mig selv at løbe 5 km. Det var stor optur – og lykken var stor. Men så blev jeg syg, og løbet gik i stå. Jeg har flere gange forsøgt at komme i gang igen – men uden held.

Nu er jeg så startet i løbeklubben. Dels for at lære nogle at kende som tilflytter, men dels også for at komme i gang med at løbe.

Man kan spørge sig selv, hvorfor jeg absolut vil løbe. Svaret? Jeg er doven. Jeg er ganske simpelthen for doven til andre sportsgrene. Her får jeg mest muligt konditionstræning på kortest mulig tid. Ja – kom ikke og sig, at jeg ikke er udspekuleret.

Første reelle gang var i går som begynder. Holdet bestod af – 2 instruktører, min kæreste (som er i absolut langt bedre form end jeg er, efter at have løbet i ekstremt mange år), en anden tilflytter og undertegnede. Den anden nybegynder var også i langt bedre løbeform end jeg – og jeg kunne bare mærke, hvor lille jeg følte mig, da instruktørerne præsenterede holdet og konceptet for os. På vej ud af døren siger den ene instruktør så, at han faktisk tænkte, at vi skulle tage begynder programmet dobbelt for at få noget ud af det…. Jeg tror næsten ikke, jeg kunne føle mig meget mindre – men afsted gik det.

Godt nok var tempoet ikke sat alt for højt, men det endte alligevel med at blive en succes. For ikke nok med jeg klarede turen dobbelt – jeg kunne også følge med – jeg gik ikke helt til – vi løb noget hurtigere, end jeg plejer – og på turen hjem endte jeg med at tage det sidste stykke i løb sammen med den anden ”nye”. Endelig står jeg med en følelse af, at jeg ikke nødvendigvis er klassens tykke pige, og jeg godt kan klare det her. Samtidig glæder jeg mig til mit første løb med klubben om under en måned og ved, at jeg er bedre til den tid, end jeg er i dag.

Men vigtigst af alt – jeg glæder mig til at komme afsted igen i morgen.

Kærligst Karen

2 kommentarer

  • Mariane

    Kære Karen. Hold op hvor er du sej. Ville ønske, jeg kunne gøre dig kunsten efter.
    Knus Marianne

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I skovens dybe stille ro….