Forventet nedtur – blev til optur

Om at føle at man ikke slår til

 

Jeg føler stadig, at det er ved indretning, at min stærkeste side er, når jeg ser på mine fritidsinteresser.

Jeg føler stadig, at det er ved indretning, at min stærkeste side er, når jeg ser på mine fritidsinteresser.

 

Som mennesker ved vi, at vi som noget basalt skal have væske og føde for at klare os. I hvert fald for at vores krop klarer sig, og vi overlever. Men hvad med vores hoved – det mentale – hvad skal der til for, at vi kommer igennem timerne, dagene og generelt livet?

Jeg er temmelig nem og basal – jeg stimuleres mentalt af ros og anerkendelse. Følelsen for at dem omkring mig har behov for mig, og at jeg er værdsat. Mest af alt stimuleres jeg af at vide, at jeg er god til det, jeg laver.

Lige det sidste har udfordret mig gennem de sidste måneder. At være ny i en by, hvor man ikke kender nogen, ny kommune med andre tiltag, nye navne og mennesker – nyt det hele…..

Og så lige ny i løbeklubben også. Tidligere har mit liv været meget enkelt. Jeg har omgivet mig med lutter – for mig – kendte mennesker, vidst hvem de var, og de vidste hvem jeg var. Min fritid gik med min passion for interiør, og det havde jeg bare styr på.

Nu er min fritid skåret noget ind pga. længere kørsel til jobbet, og samtidig er overskuddet og tiden ikke til indretning og brugskunst som før i tiden. Når tiden endelig er der, så må jeg overgive mig og prioritere at få slappet af på sofaen eller gå tidligt i seng og indhente lidt søvn. Og min hobby er nu pludselig blevet løb – helt uvant for mig, men for at kunne følge med på holdet, må jeg virkelig prioritere at komme afsted hver dag. Så enten er skoene snøret for at løbe – eller for at gå en rask tur.

Når så jeg ikke lige har spids kompetence i løb – og faktisk er den dårligste i klubben – så er det op ad bakke, hvis man trives ved følelsen af at føle sig god.

Og det har netop været noget meget op ad bakke for mig. Jeg har taget nogle stædige tudeture over det – velvidende, at det hverken gør tingene bedre eller lettere. Jeg har forsøgt at overbevise mig selv om at stoppe, men jeg må sande, at jeg nok er blevet voksen.

Voksen nok til at tage skeen i den anden hånd, tage mig lidt sammen og arbejde på at blive bedre. Det bliver jeg kun ved at komme ud af døren. Som i går – da brunch gæsterne var taget hjem, og jeg sad og så på kæresten, der var faldet i søvn i sofaen. Der tog jeg en rask beslutning – hoppede i sportstøjet og gik 7 km i rask tempo. For nok skulle jeg hvile i går, men jeg tog ikke skade af at komme ud og røre mig. Og ude af døren måtte jeg sande, at jeg faktisk trængte til at komme afsted for på turen fik jeg anerkendelsen af, at jeg var god til noget.

Jeg er nemlig blevet god til at holde mig aktiv – og passe på mig selv. Jeg er blevet god til at motivere mine omgivelser – for kæresten nåede også at skifte og komme med mig – og jeg har fået bedre selvfølelse, når jeg er afsted.

Og så er min kondition blevet bedre…. Og jeg kan mærke det…. Og det er vel i bund og grund formålet med at løbe!

Kærligst Karen

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forventet nedtur – blev til optur