Om at blive sat i bås

Om savnet… af en hund

Kærlighed på 4 poter Kærlighed på 4 poter

Nogle vil måske grine, andre ved ikke hvad de skal sige og nogle forstår det slet ikke. At man kan savne sin hund så meget, som jeg gør. Jeg tror man skal være hundemenneske for at forstå det.

Det er jeg nemlig.

Da jeg var barn meddelte jeg altid de voksne, at jeg ikke havde planer om at få børn – men ville have en hund. Dog skulle der gå helt indtil jeg blev 30 før et skønt lille væsen flyttede ind til mig. Kærlighed på 4 poter forklædt som en yorkshire terrier.

Ingen tvivl om at racen var den helt rigtige for mig – stædig, trodsig og med sin egen mening. Som hund – ligeså ejer – eller omvendt.

Oliver var genplaceringshund, da familien der havde ham, skulle have deres første barn. Han valgte uden tvivl os, da vi mødte ham første gang, og da han kom med os hjem, veg han ikke fra min side. Han var mors hund, og jeg udviklede nærmest et afhængighedsforhold til ham. Han og jeg sov sammen, han lå hos mig i sofaen og skulle jeg nogle steder, så kom han med. I min frokost pause var jeg ofte hjemme ved ham, og vi fik mange meningsfyldte samtaler om morgenen, når jeg bad ham vurdere om ”mor” kunne tage det valgte outfit på, inden jeg suste ud af døren.

Oliver higede efter min kærlighed og jeg efter hans. På daværende tidspunkt var jeg meget alene – boede sammen med en rejsemontør, så Oliver skulle udfylde et tomrum i min hverdag. Det gjorde han – og mere til.

Da jeg for et års tid siden flyttede og efterfølgende lærte min nuværende kæreste at kende, var det også kærlighed ved første blik. Oliver var på daværende tidspunkt dele hund. Halvdelen af tiden i hans gamle hjem og halvdelen af tiden ved mig. Om natten sov han hos min nye kæreste og veg ligeledes heller ikke fra hans side. Var vi syge trøstede han os og havde et vågent øje på os. Så meget kærlighed kogt ned til kun 2,5 kg.

Desværre blev de 2,5 kg. Til 2,4 kg…. Herefter 2,3 kg. Lige så stille kunne jeg godt se, at der var noget galt. Han sov mere, end han plejede. Begyndte at have uheld indenfor, drak mere osv. En eftermiddag fik jeg dommen hos dyrlægen – sukkersyge. Sidste år var han også temmelig syg, så tankerne røg hurtigt til den dystre side. Hold op jeg græd. Der gik nogle uger og sygdommen tog til indtil vi en nat var vågne med ham hele natten og indså, at nu kunne det ikke blive ved. Dyrlægen var enig og den eftermiddag holdt jeg ham i mine arme for sidste gang.

Jeg græd og græd – og græd. Og jeg græder stadig. Det er ikke noget jeg deler med ret mange – for jeg er faktisk lidt flov over det. Men savnet er enormt. En hunds kærlighed er uden grænser – og hengivenheden bliver vist igen og igen og igen.

Måske det er unormalt at knytte sig så meget til en hund – men jeg tager det som et bevis på, at jeg kan elske og har følelser.

Jeg fortalte Oliver alt – vi havde ingen hemmeligheder. Nu har min kæreste overtaget den plads. Han er nu min fortrolige – men jeg savner alligevel den logrende hale og de glade bjæf, som var der hver eneste dag efter arbejdet.

Pt. er der ikke plads i vores liv til en hund. Den ville blive forsømt og være alt for meget alene hjemme – men så snart præmisserne ændrer sig i mit liv, så vil der flytte en anden lille yorkie ind hos os og sprede glæde og bjæf.

Indtil da vil jeg drømme om en lille tatovering på mit håndled med 3 små hundepoter og et hjerte som den sidste pote som minde om min første hund med det største hjerte.

Kærligst Karen

2 kommentarer

  • Det gør mig virkelig ondt! Jeg er også kæmpe hundemenneske, og min mand og jeg måtte sige farvel til vores tidligere hund i 2013. Det har jeg stadig ikke helt kommet mig over. Vi har dog fået ny hund i mellemtiden. Men det er sjovt, for jeg skrev et indlæg i går om, at jeg har mere brug for at have hund end at skulle have børn. Jeg knytter mig så meget til de hunde, der er i mit liv, at de nærmest føles som rigtige børn. Please vær ikke flov over, hvor meget du elskede din (i øvrigt søde, fra billedet at se) hund. Den kærlighed er nøjagtig lige så valid som andre kærlighedsforhold.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak for din omsorg. Det varmer ufatteligt meget.
      Og du har helt ret – ingen kan underkende et andet menneskes følelser.
      Hvordan oplever du at have fået en anden hund efter I mistede den første?

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at blive sat i bås